Sænkede kal​vedødelighed​

Jesper Johansen ville vinde en konkurrence om kalvedødelighed – og så faldt kalvedødeligheden dramatisk.

Der var engang, da Jesper Johansen på Møn havde en kalvedødelighed som var alt for høj. Men som sagt: Det var dengang. I dag ligger dødeligheden i besætningen på respektable 3-4 procent. Og hvad var det så der skulle til for at sænke kalvedødeligheden?

”Jeg ville vinde konkurrencen,” lyder det korte svar fra Jesper Johansen.

Konkurrencen var udskrevet i et samarbejde mellem medicinalfirmaet Boehringer Ingelheim og sammenslutningen af kvægdyrlæger – Dyrlæger og Ko – og løb i et år fra 2007 – 2008.

Der blev dystet i to kategorier: Laveste kalvedødelighed overhovedet og så den største nedgang i dødeligheden i løbet af perioden.

Ud i kalvevognen

Egentlig var midlerne til at sænke kalvedødeligheden ret enkle: De kom ud i CN Agro kalvevogne, og så blev det sikret, at de fik tilstrækkelig med råmælk af god kvalitet. Efter 14 dage flyttes de til fælles hytter udenfor, hvor de går til de er omkring 3 måneder.

Hygiejnestandarden er også strammet op. Hos de små kalve foretages hyppig vask af skåle og andet udstyr, hvilket er blevet en fast del af hverdagens rutiner.

Temperaturen i den udfodrede mælk ligger konstant på 40 grader i skålen foran kalven.

Ikke alene trives kalvene bedre efter de nye rutiner er indført. Det er faktisk også blevet lettere at passe kalvene, påpeger Jesper Johansen. Desuden er arbejdsglæden vokset, fordi dyrene har det godt.​